Der findes ingen drøm, der overgår Den Himmelske Vejs virkelighed. Ingen glæde mere umiddelbar end den. Når man virkelig forstår at praktisere hjertets stilhed, forstår man samtidig, at her er ikke noget at købe, ikke noget at sælge, ikke noget at vide og ikke mere at forstå. Det er den ultimative befrielse, hvori man gennemskuer ligegyldige og selvopfundne problemer og derved genopfrisker sin næsten glemte, men ægte humoristiske sans.



Du siger, du søger lykken! Du ved, at livet er skrøbeligt, og at dets bror er døden. Men hvad er døden, hvis ikke den er en bro til et nyt liv, og hvad er et nyt liv, hvis det ikke bringer dig nærmere opfyldelsen af meningen med dig? Når du imidlertid føler, at du ikke kan opleve lykken, men kun drømme om den, skyldes det måske, at du ikke mener, du fortjener den, eller tror, den er et andet sted. Vi er så gode til at forbande den, når vi ikke ser den. Og vi ser sjældent, at den ligger lige for, måske fordi den ikke altid lever op til vores egenkærlige og helt private lykkedefination.

Måske er lykken at kunne tilgive? Måske er lykken at kunne vise medfølelse og omsorg? Måske er lykken at stå ved en korsvej og skulle samle sit kors, sin livsmulighed, op? Måske er lykken at kunne græde igen? Sorg bliver måske en bro, vi en dag må over? Og når det går op for os, at vi hverken er alene eller hjælpeløse, bliver overgangen heller ikke svær.

At kunne få øje på det livgivende i et sorgfuldt øjeblik er måske den største lykke, der findes. At kunne være taknemmelig, måske den eneste. At kunne gøre sig rummelig, at kunne være – måske alt.

(Uddrag af min bog "Den Himmelske Vej")